Søg
Close this search box.

Huskeliste ved dødsfald – Nyttige overvejelser

 Ved dødsfald, er der en lang række forhold, familien skal tage stilling til og håndtere. Der er mange beslutninger i forbindelse med en begravelse eller en bisættelse. Herudover er der eksempelvis betaling af regninger, opsigelse af abonnementer, kontakt til forsikringsselskaber, banker, advokat og revisor mv. som også skal klares. Derfor har vi oprettet en huskeliste ved dødsfald.

Man kan i stort omfang hjælpe til en lettere tid omkring dødsfaldet, ved at have tænkt over og nedfældet eller diskuteret med familien, hvilke ønsker man har.

Den efterfølgende tekst kan forhåbentligvis hjælpe med, at afklare nogle af de forhold, man gerne selv vil bestemme, men også hjælpe én til at nedskrive yderligere praktisk information, som hjælper de efterladte i dagene inden og i tiden efter begravelsen. Her er bare en enkelt henvisning, til en god og ligetil bog: ”Bogen til mine kære” (af Birgit Meister).

Min sidste vilje

I et ”min sidste vilje” brev eller dokument, kan man nedfælde de ønsker, man måtte have til begravelsen eller bisættelsen eller om det skal være en borgerlig ceremoni. Der kan anføres om man ønsker en urnenedsættelse på kirkegården og eventuelt på hvilken kirkegård eller om det skal være en skovbegravelse eller en askespredning til søs eller noget andet. Man kan angive, hvis man ikke ønsker en ceremoni og måske i stedet ønsker, at det hele skal foregå omkring urnenedsættelsen. Der er mulighed for at informere om eventuelle specifikke ønsker til blomster og salmer mv. Læs mere om min sidste vilje, testamenter og download en sidste vilje formular eller en app her.

Husk at orientere familien om eksistensen af en sidste vilje, gerne også om indholdet og hvor den er opbevaret.

Begravelse

Har man allerede selv besluttet, hvad der skal ske og måske nedfældet det på skrift i et sidste vilje brev eller talt med familien om det tidligere, er det mere lige til for familien.

Hvilke salmer skal synges? Skal der holdes en begravelsestale og af hvem? Har man et ønske om noget specifikt skal nævnes, eller skal der måske i stedet læses noget op? Skal der være et bestemt musikstykke? Skal der indrykkes dødsannoncer og med hvilken tekst?

Skal der være blomster og hvilke? Eller vil man hellere, at der doneres til et velgørende formål. Hvilket begravelsestøj skal man have på? Der er mange spørgsmål. Derfor håber vi at denne huskeliste ved dødsfald hjælper med de mange gængse spørgsmål.

Kistebegravelse

Har man ønsker til hvem der skal bære? Eller til hvordan kistegraven skal være forberedt? Har man ønsker til hvilken kiste det skal være?

Bisættelse

Skal det være kirkeligt eller borgerligt i et kapel eller et andet sted. Hvor skal urnen efterfølgende nedsættes, eller skal asken spredes over havet eller fjorden? Hvis urnen skal nedsættes et sted, man efterfølgende kan besøge, så er mulighederne en traditionel urnenedsættelse på en kirkegård, urnemur, urnenedsættelse på egen grund eller en urnenedsættelse i skoven, på en skovbegravelsesplads.

Har man et ønske til ruten rustvognen skal køre, måske er der nogle specielle steder, som har betydet meget for en, som man gerne vil køre forbi en sidste gang.

Urnenedsættelse

 Sammenkomst efter begravelsen eller bisættelsen

Har man ønsker til hvordan en mindesammenkomst skal foregå, kan man med fordel skrive nogle ord til det og på den måde hjælpe familien.

Urnenedsættelse

Typisk er der færre mennesker til urnenedsættelsen og det vil normalt kun være den nærmeste familie. Har man ønsker til hvordan urnenedsættelsen skal foregå og hvordan en eventuel efterfølgende mindesammenkomst skal foregå, kan det noteres ned.

Advokat og revisor

Har man en advokat og revisor tilknyttet, som familien med fordel kan tage kontakt til?

Testamente

Testamentet ligger ofte ved advokaten, der har udarbejdet det, og er det juridiske dokument, der beskriver fordelingen af ens ejendele.

Man når typisk først til testamentet efter begravelsen/bisættelsen, og det er derfor ikke det ideelle dokument, at notere ens ønsker i. Det er bedre, at have talt med familien om det på forhånd eller fortælle familien, hvor informationen i forhold til begravelse/bisættelse er opbevaret. For eksempel i et sidste vilje brev eller i en bog som “Bogen til mine kære”. Det hænder, at en kiste eller urne efterfølgende skal flyttes, fordi familien på begravelsestidspunktet ikke har været klar over de sidste ønsker.

Personlige papirer

Hvor ligger de personlige papirer (policer, sygesikringsbevis, dåbsattest/fødselsattest, vielsesattest, skatteopgørelser mv.)? Flere af disse skal bruges i forbindelse med dødsanmeldelsen til folkekirken, det gælder uanset medlemskab af folkekirken, og til de offentlig myndigheder.

Forsikringer

Det er en hjælp, at have noteret forsikringsselskab og policenummer ned på eksempelvis: Livsforsikring, pensionsforsikring og ulykkesforsikring og øvrige forsikringer.

Medlemskaber

Andre medlemskaber som for eksempel: Sygesikring Danmark, Ligbrændingsforening mv. bør også noteres, så familien kan finde disse.

Pengeinstitut/bank og realkredit

Noter bank og kontaktperson ned, så familien nemt kan tage kontakt til banken og få afklaret hvad der bl.a. er af PBS og løbende kortbetalinger.

Konti bliver oftest låst fra dødstidspunktet, det gælder også fælleskonti og de bliver først genåbnet, når skifteretsattesten foreligger. Bl.a. bliver PBS-aftalerne stoppet og fortsætter ikke automatisk ved genåbning af konti.

Strøm og varme

Oplys hvilket el og energiselskab man er tilknyttet. Det kan være væsentligt, at der efter ens død fortsat bliver betalt for el og vand på bopælen, så lejligheden eller huset ikke pludselig står uden strøm og varme.

Brugernavne og kodeord

Kodeord til den personlige computer, telefon/smartphone, tablet mv.

Man kan også hjælpe de pårørende ved at have noteret brugernavn og kodeord ned til ens forskellige konti og medlemskaber, så de er nemmere at afmelde, som for eksempel de sociale medier (Facebook, Instagram, LinkedIn), abonnementer som TV (afmeld licensen), telefon, Netflix, HBO og musiktjenester som eksempelvis Spotify mv.

Det er ligeledes praktisk at formidle brugernavn, kodeord, webmail og serverinformation på ens mailkonti.