...

Sådan vælger du tøj til begravelse

Hvilket tøj tager man på til begravelse? Det er et spørgsmål, der nok ofte bliver stillet. Det er nemlig altid svært at vælge det helt rette sæt tøj til en begravelse. Påklædning til begravelser har altid været meget højtideligt, fordi det handler om at vise respekt og ære den afdøde, og fordi man skal se anstændig ud i kirken. Før i tiden var det meget begrænset, hvad man kunne tillade sig at tage på.

I dag er det noget mere frit, hvad man kan klæde sig i til en begravelse. Selvom det er blevet mere afslappet, bør man stadig have en pænere beklædning på end almindeligt hverdagstøj. Tøjet skal være med til at indgyde en vis respekt for den afdøde. Afholder man en skovbegravelse med ceremoni i skoven, kan man tillade sig at være lidt mindre formel og lidt mere praktisk i, hvad man vælger af tøj til begravelse.

Påklædning til begravelser

I gamle dage var det udelukkende sort tøj, man kunne tage på. Mænd havde jakkesæt på, og kvinder bar en sort, lang kjole. I dag er det helt i orden at tage andre farver på end kun sort. Dog skal man ikke klæde sig, som var det en festdag, men man kan godt vælge andre mørke nuancer som brun, grå og mørkeblå. I dag ses det også tit at mange kommer i lidt lysere farver, som er ensfarvede og rolige.

Tøj til Begravelse

Det rette sæt tøj til begravelse for kvinder

Hvis vi går langt tilbage i tiden, var kvinder slet ikke med til begravelser. Det har heldigvis ændret sig. Da kvinder begyndte at være med til begravelser, foregik det altid iklædt en lang, sort kjole. I dag kan man vælge lidt mere frit. Kvinder har lidt flere muligheder end mænd, når det kommer til tøj til begravelse. Der er både mulighed for at tage en kjole eller nederdel på – husk dog altid at tage mørke strømpebukser på til disse. Som kvinde kan man også vælge bukser eller buksedragt.

Ligesom det gælder for mænd, skal man vælge tøj i mørke og ensfarvede nuancer. Der skal ikke være nogle vilde detaljer på hverken tøj eller sko. Hele ens påklædning skal være rolig og afdæmpet. Pæne sko med hæl kan være lidt besværlige til en skovbegravelse, og det kan derfor være en god idé at have et par flade sko på.

Eksempler på tøj, der bør undgås

  • Lyse farver som hvid, pastel eller kraftige farver.
  • Kort eller meget tætsiddende tøj, f.eks. minikjoler.
  • Farverige mønstre og iøjnefaldende prints.
  • Dybe udskæringer eller bar ryg.
  • Høje hæle til begravelser i naturen – vælg i stedet praktiske, flade sko.
  • Stort og prangende smykkevalg.
  • Tøj med festligt eller opsigtsvækkende udtryk.

Det rette sæt tøj til begravelse for mænd

Før i tiden var det eneste rigtige for mænd at tage på til begravelse et sort jakkesæt, ofte kombineret med en høj hat. I dag vælger mange fortsat et mørkt jakkesæt, sort, marineblåt eller mørkegråt, men flere og flere vælger at iklæde sig pæne, sorte bukser samt en skjorte eller poloshirt. Slips kan bæres, men det er ikke et krav i mere afslappede sammenhænge.

Som nævnt behøver tøjet ikke være kulsort, man kan også vælge mørkeblå jeans eller bukser. Vælger man et par mørke bukser og en mørk jakke, er det en god idé at vælge en hvid skjorte. Det giver et mere behageligt og afslappet udseende.

Skoene skal altid være sorte og være uden detaljer eller andet, der får dem til at skille sig ud. Til en urnenedsættelse på en skovbegravelsesplads og afhængig af vejret, kan man med fordel vælge noget praktisk fodtøj og skifte til de pæne sko, hvis der afholdes en mindesammenkomst efterfølgende.

Uanset hvilket tøj der vælges, er det vigtigste, at det er afdæmpet.

Tøj, der bør undgås

  • Jeans (især slidte eller lyse).
  • Shorts, t-shirts og hættetrøjer.
  • Tøj med store logoer, tryk eller mønstre.
  • Fodtøj som sneakers, sandaler eller støvler, medmindre vejret nødvendiggør det.

Begravelsestøj til børn

Hos børn er der typisk større frihed, men også her gælder det om at vælge noget pænt og respektfuldt. Tøj bør være komfortabelt, så barnet kan føle sig tilpas under ceremonien. Mørkere farver er passende, men der kan godt være lidt mere fleksibilitet, f.eks. med lyse skjorter eller pæne kjoler i afdæmpede toner.

Ledreborg Skovbegravelsesplads

Yderligere overvejelser

Tilpas efter familiens ønsker

Hvis familien har meldt ud, at begravelsen skal være mere uformel, eller at man gerne må bære farver, bør man selvfølgelig respektere dette.

Tænk på den afdødes personlighed

Har den afdøde haft særlige ønsker, eller kunne man forestille sig, at en særlig farve eller stil kunne ære vedkommendes minde, kan man med omtanke inkorporere dette som et diskret og personligt element.

Man behøver ikke købe nyt tøj til en begravelse. Har man allerede en mørk kjole, skjorte eller bukser i garderoben, kan det sagtens anvendes. Hvis man vælger at købe nyt, er det oplagt at finde noget, der også kan bruges ved andre lejligheder – pænt, neutralt og alsidigt.

Vigtigst af alt er det, at din påklædning til en begravelse er respektfuld, diskret og afspejler den værdighed, dagen kræver.