Skovbadning – Hvad er det?

Fænomenet skovbadning har vundet indpas i danskernes bevidsthed. Mange der ikke har kendskab til begrebet skovbadning, vil sikkert tænke, at det lyder som en noget vovet og risikabel praksis at anvende skovsøer og vandhuller til en rask svømmetur… Måske endda noget, der er taget direkte ud af en gyserfilm. Hvem ved hvad der lurer på bunden af skovsøen eller lige under den plumrede vandoverflade?  

Men skovbadning har intet med badning eller svømning i den traditionelle forstand at gøre. Skovbadning er et japansk fænomen, der opstod i 1980erne under den japanske betegnelse Shinrin- Yoku. I Japan kan skovbadning rent faktisk ordineres på recept, og i Japan, USA og Storbritannien er der ligeledes uddannede guides, der instruerer i skovbadning og dens helende effekt på krop og sind. Japan har over tres certificerede skovterapicentre, der er baseret på de imponerende forskningsresultater relateret til skovbadningens (Shinrin-Yoku) ypperlige effekt på menneskets generelle helbred, sundhed og trivsel.   

Bad dine sanser med terapi i skoven

Skovbadning er en naturterapiform, hvor man ”bader” sanserne i skovens indtryk og aromaer. Mange studier påviser skovbadnings effekt på især stress og depression. Der er flere forskellige tilgange til at praktisere et skovbad.

Det kan være at du på forhånd har et favoritsted i en skov, hvor du normalt færdes. Det første bud for succesfuld forest bathing er, at eliminere potentielle indtryk og forstyrrelser udefra. Det vil med andre ord sige: sluk din telefon inden du påbegynder din terapisession i skoven. Et fantastisk element ved skovbadning er, at det er en ganske gratis naturterapiform, som med 100% sikkerhed er gavnlig og sund for både dit sind og din krop. Modsat mange andre terapiformer og forløb, der kan være en meget omfattende udgiftspost, får du med skovbadning mulighed for at hele dig selv i naturens skød.

Desuden kræver det ikke meget forudgående kendskab før man kan give sig i kast med skovbadning. Når du har læst denne artikel, vil du nemt kunne dyrke terapi i skoven med det samme. Om du ønsker at praktisere forest bathing alene eller i selskab med en eller flere andre, er helt op til dig selv, så længe hele gruppen har det samme mindset, og er indstillet på at jeres seance handler om jeres fælles formål: at dyrke skovens indtryk praktiseret i form af skovbadning.

Vejen til skovbadning

Forest bathing – Hvordan gør jeg?  

Som sagt, er det først og fremmest essentielt at eliminere udefrakommende indtryk og forstyrrelser. Så igen: sluk telefonen eller lad den blive hjemme! Denne naturterapiform handler om dig og skoven – og intet andet. Hvis du først formår at åbne op for de indtryk, som skoven har at indprente i din bevidsthed, kan du forvente at blive indfanget og grebet af de formidable sanseindtryk, som naturen har at tilbyde – kvit og frit.

Teknologiske gadgets er kommet til at præge og styre menneskets hverdag i en helt uhyrlig grad. Javist, teknologien har ført mange revolutionerende opfindelser og landvindinger med sig alene i løbet af de seneste tyve år, men det er ikke kun elementer, vi kan klappe ubetinget i hænderne over. I en tid hvor flere og flere af os bor i byer, hvor hverdagen med job, børn og en presset kalender ræser afsted; i en tid, hvor vi er skærmafhængige som aldrig før; i en tid, hvor flere og flere børn mistrives og får en eller flere psykiske diagnoser hæftet på sig; i en tid, hvor der for rigtig mange mennesker foreligger en uskrevet lov om at være ”tilgængelig” og ”online” 24/7, er evnen til at koble af og koble fra, din ventil og dit værn mod potentielt meget alvorlige sygdomme.

Krop og sind er en samlet enhed, som vi skal værne om og passe på. Du har ikke mulighed for at rekvirere en god, brugt krop eller en resettet og formateret hjerne på et reservedelslager… Vi har kun det, vi har, og vi er så privilegerede at vi i Danmark har et hav af prægtige skovområder til fri afbenyttelse. Skoven har potentialet til at lindre, når vi har brug for det. Du skal blot træde ud i den.     

Forest bathing handler i bund og grund om at connecte med skoven via dine fem sanser – alt skal i spil: lugte-, høre-, føle-, syns- og smagssansen. Videnskabelig forskning har tilvejebragt at gåture i skoven bl.a. er med til at styrke immunforsvaret, sænke stressniveauet og forbedre søvnen.

Ved skovbadning er det vigtigt at have tid. Du skal sætte god tid af til skovbadning, og altså ikke tænke: ”nå, nu har jeg lige tyve minutter, så kan jeg lige nå at skovbade inden børnene skal hentes…” Det er ikke optimalt og ikke idealet bag begrebet forest bathing. Du skal ned i roen, og derfor nytter det ikke at haste igennem skoven med en tidsfrist i baghovedet.

Gå stille og roligt ind i skoven og forsøg at ”tømme” hovedet for de negative eller forvirrende tanker, der har præget dig. Det langsomme tempo er ligeledes med til at skærpe og åbne dine sanser op overfor skovens omgivelser. Dybe indåndinger giver dig en fornemmelse af den iltede luft i skoven (smagssansen). Lyt til fuglesang, vinden i træernes blade og grene, det rislende vand i åer og vandløb, skovbunden, der knaser sagte under dine skosåler (høresansen). Tag alle skovens synsindtryk ind: vegetation, faldne blade, kogler, mostuer, konturer af træstammer, lyset der skifter (synssansen). Brug dine fingre til at berøre grønne blade på grenene, rør ved de forskellige typer af bark på træstammerne, dyp dine hænder i en bæk i skoven, osv. (følesansen). I takt med dine dybe indåndinger, vil du ligeledes få skovens helt specielle og kendetegnende duft ind i næsen (en duft, der ændrer sig efter årstiderne i skoven): granduft, mos, nedfaldent løv, lette, rene nuancer af ren, ufiltreret natur (lugtesansen).

Mange der dyrker skovbadning vælger ligeledes at medbringe et liggeunderlag, og så finde et godt spot i skoven, hvor man kan lægge sig ned, lukke øjnene og tage alle de ovennævnte sanseindtryk ind.     

Hvordan må skoven anvendes?

Som udgangspunkt må du besøge alle skove i Danmark, både offentlige og privatejede. Dog skal man naturligvis respektere skiltning, dyreliv og natur samt de generelle forhold for ophold i skoven. Her anbefales det ligeledes at du følger Naturbeskyttelseslovens regler.

I fredskove må du færdes i skoven fra kl. 06 morgen og til solnedgang. I skovområder hvor der er anlagt skovbegravelsespladser, skal der selvsagt udvises hensyn i forhold til at man færdes på en urnegravplads. Ligeledes bør man vise ekstra agtpågivenhed, hvis der er urnenedsættelse eller en mindesammenkomst på det tidspunkt, man færdes i skoven.

Tag et hovedspring ud i skoven

Som det forhåbentligt fremgår af denne artikel, kræver det ikke nogen særskilt tilladelse at praktisere skovbadning. Så længe du respekterer skovområdet, skovens øvrige gæster og naturligvis rydder op efter dig selv, er de danske skove heldigvis tilgængelige for os alle sammen, hvilket vi skal være glade og taknemmelige for.  

Åbn dine sanser på vid gab, og mærk det energiboost som skovbadningen besidder. Rigtig god fornøjelse til dig, der har fået lyst til at afprøve skovbadning, og til dig, der allerede praktiserer og har mærket skovbadets naturlige helingseffekt: keep it up.