Historien bag Margård Gods
Midt i den skønne fynske natur nord for Odense ligger Margård Skovbegravelsesplads, omgivet af skov og marker. Roen sænker sig, når man drejer fra landevejen og begiver sig ud på de mindre veje, hvor man enten passerer Margårds hovedbygning fra 1725 eller de smukke, gamle fynske bindingsværkshuse.
Margård Gods har rødder, der strækker sig helt tilbage til 1300-tallet. Cæcilie Abildgaard overtog ejerskabet efter sin far og farbror og giftede sig med Peder Andersen Hvide fra den magtfulde Hvide-slægt. Dette tilførte Margård både prestige og nye forbindelser. Tragedien ramte dog, da Peder i 1358 blev myrdet i Middelfart sammen med Niels Bugge og Ove Stigsen Hvide efter et møde med kong Valdemar Atterdag. Kongen konfiskerede Margård, men ved Valdemars død i 1375 blev gården givet tilbage til Cæcilie som en gestus for kongens sjælefred.
I dag ejes Margård af Dorthe Møller og Per Bo Hansen, der lever deres liv på godset. Med respekt for den arv, som stedet rummer, arbejder Dorthe og Per for at bygge bro mellem Margårds gamle historie og nutidens værdier. Ud over deres arbejde med at bevare stedets kulturelle og historiske betydning driver de også et aktivt landbrug på godset.
![Margård Gods](https://skovbegravelse.dk/wp-content/uploads/2024/11/Margaard-Facade-sommer-07-1024x667.png)
Urnenedsættelser i Margård Skov
I 2021 åbnede Dorthe og Per Margård Skovbegravelse i Margård Skov. Skovbegravelsespladsen bygger på en gammel kærlighedshistorie fra 1930’erne. Dengang besluttede den daværende godsejer og hans hustru, kaldet ”Margårds gode fe,” at skabe et unikt hvilested i skovens stilhed, hvor de kunne hvile i fred omgivet af de landskaber, der havde været en del af deres liv og historie.
I dag er Margård Skovbegravelse blevet udvidet og er nu tilgængelig for alle, som ønsker at finde en sidste hvile i naturen. Besøgende i skoven bemærker måske den særlige stemning, hvor fortid og nutid mødes. Skoven har udviklet sig siden 1930’erne, men den oprindelige tanke om kærlighed til naturen og en fredfyldt sidste hvile er stadig kernen.